Vækstfonden går ind på markedet for små udlån/vækstlån

Erhvervsministeriet har fjernet den nedre lånegrænse på Vækstfondens vækstlån, så Vækstfonden nu også kan yde vækstlån på under en mio. kr. til erhvervsdrivende. Formålet er at bidrage til at øge væksten og udviklingen af særligt små SMV’er.

14. februar 2022

Erhvervsministeriet har fjernet minimumsgrænsen på Vækstfondens vækstlån. Ændringen af vækstlåneordningen i Vækstfonden indebærer, at den nedre beløbsgrænse på 1 mio. kr. for lån ophæves, så mindre lån kan optages. Det meddeler Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse udsendt d. 18. januar 2022.

De nye regler for lån afspejler et ønske hos regeringen om at give især små virksomheder med vækstplaner, der oplever udfordringer med at opnå lånegodkendelse hos bankerne mulighed for at få hjælp til opstart, drift eller vækst.

Erhvervsminister, Simon Kollerup, udtaler i pressemeddelelsen:

“Særligt vores mindre virksomheder er helt afgørende for at skabe og fastholde arbejdspladser i hele Danmark. De skal ikke have dårligere muligheder for at låne penge end resten af erhvervslivet. Derfor giver vi nu virksomhederne en ekstra hjælpende hånd ved at åbne for adgangen til mindre lån gennem Vækstfonden”

Med fjernelsen af den nedre beløbsgrænse forventer Vækstfonden at finansiere mere end 100 virksomheder om året.

Vækstfonden er statens finansieringsfond, der er reguleret ved lov om Vækstfonden. Fonden modtager kapital gennem finansloven og investeringer og  yder lån direkte til små og mellemstore virksomheder. Ud over lån har Vækstfonden mulighed for at stille garantier, kreditter og kaution for lån, herunder kaution for depositum i forbindelse med indgåelse af aftaler om erhvervslejemål. På den måde kan virksomheder eller iværksættere få adgang til finansiering, som de ikke ellers ville kunne opnå.


SKS Advokatfirma har bistået flere erhvervsdrivende med sikring af finansiering fra Vækstfonden, herunder udarbejdelse af ansøgninger og forhandling med Vækstfonden.

Hvis du vil høre mere om finansieringsmuligheder, kan du kontakte SKS Advokatfirma I/S for mere information.